De fleste får deres visdomstænder omkring 20-års alderen. Man kan i alt få fire visdomstænder, nemlig to i overkæben og to i underkæben.
Navnet visdomstænder er sandsynligvis opstået, fordi man først får dem, når man er blevet voksen og vis. Visdomstænder er ikke til nogen stor gavn, men er et levn fra fortiden. En del visdomstænder kommer aldrig frem i munden, men bliver liggende nede i kæben. En sådan "usynlig" visdomstand kan ligge i kæben i mange år uden at gøre skade.
Imidlertid kan der af og til i al ubemærkethed opstå forskellige problemer i forbindelse med visdomstænderne. Det er derfor en god ide jævnligt at få kontrolleret sådanne skjulte visdomstænder hos tandlægen. Ofte er der kun plads til, at en del af visdomstanden bryder frem i munden.
Der kan opstå betændelse i tandkødet omkring en delvist frembrudt visdomstand. Det viser sig ved smerte, rødmen, hævelse og problemer med at åbne munden helt, hvis betændelsen kommer igen, vil det være nødvendigt at fjerne tanden.
I nogle tilfælde kan der opstå en fordybet tandkødslomme mellem visdomstanden og nabotanden. Dette kaldes på fagsprog paradentose. Der kan også udvikles hul i visdomstanden eller nabotanden. I sådanne tilfælde kan der ligeledes være behov for at fjerne visdomstanden.